Klemt inde mellem FC Københavns vigtige playoffkampe i Champions League mod cypriotiske Apoel havde de forsvarende mestre lørdag besøg af AaB i Alka Superligaen, og nordjyderne ydede førerholdet flot modstand.

1-1 endte det således efter Christian Bassogog bragte AaB foran, og Andreas Cornelius udlignede i en åben og lige første halvleg.

Anden halvleg dominerede FCK stort, men uden at få udbytte af overtaget.

Resultatet betyder, at begge mandskaber fortsat er ubesejrede i denne sæson, og de indtager også de to øverste pladser i tabellen. FCK har 14 point på førstepladsen, mens AaB har 12 point på andenpladsen.

FCK-manager Ståle Solbakken havde skiftet en del ud i sin startopstilling og sparede en håndfuld folk fra start.

 
Federico Santander sluttede rigtig godt af i sidste sæson, men i denne sæson har han endnu ikke ramt hans topniveau hos FC København.
Vis mere

Det kunne ses i opgørets indledning, hvor FCK var meget passiv, mens AaB optimistisk kløede på og ganske fortjent kom foran efter en halv time, da Christian Bassogog sparkede bolden flot ind efter Thomas Enevoldsens forarbejde.

Det blev dog kun til den ene nordjyske scoring, inden hjemmeholdet fandt sig selv i slutningen af første halvleg og derfra pressede på både fysisk og spillemæssigt.

Udligningen kom kort inden pausen, da Andreas Cornelius steg til vejrs og uimodståeligt headede sit første ligamål i sæsonen ind efter Peter Ankersens afrettede indlæg.

Anden halvleg var i perioder et stormløb mod AaB?s mål, men skarpheden manglede hos FCK-profilerne, og AaB sled sig til det ene point.

FCK spiller onsdag sin spændende returkamp mod Apoel i Nicosia efter sejren på 1-0 i København.

/ritzau/