Det er kun et spørgsmål om timer, før årets Champions League bliver skudt igang. Men inden første fløjt har lydt, har Lionel Messi allerede tryllet - denne gang udenfor kridtstregerne.

Således ses han sidde ved et klaver, hvor de argentinske fingre danser henover tangenterne, mens han spiller den velkendte Champions League-hymne, der desværre ikke skal spilles i Danmark i denne sæson.

Velfriseret og i hættetrøje sidder Barcelonas nummer 10 med et stort smil og chamerer de tilhørende. Også på Instagram, hvor videoen er blevet delt, høster han store roser fra sine mange fans, der blandt andet kalder ham for kongen, og hvor specielt kvindelige brugere sender hjerter efter den for nyligt gifte Messi.

Det er ikke første gang, at Lionel Messi overrasker. Senest har han vakt opsigt med en tatovering fra konen, der adskiller sig noget fra de andre, han ellers har dekoreret sin krop med på både arm og ben.

Lionel Messi og Barcelona er kommet godt fra start i denne sæson. I La Liga er det blevet til tre sejre i lige så mange forsøg, hvilket har sendt den catalanske klub fire point foran Real Madrid og på førstepladsen.

Selv har Lionel Messi også startet sæsonen ud i suveræn stil. Han ligner på ingen måde en spiller, der er plaget af den tidligere holdkammerat Neymars afgang - tværtimod. Således har han scoret fem mål i de første tre kampe.