Arsenal slog lokalrivalen Chelsea med 2-0 efter mål af Alexandre Lacazette og Laurent Koscielny.

Der var lokalopgør i Premier League, da de to London-klubber Arsenal og Chelsea lørdag tørnede sammen på Emirates Stadium.

Hjemmeholdet Arsenal kom bedst ud af derbyet med en sejr på 2-0 efter en god første halvleg. De to franskmænd Alexandre Lacazette og Laurent Koscielny leverede målene.

Med sejren haler Arsenal ind på netop Chelsea, der indtager tabellens fjerdeplads med 47 point. Arsenal har tre færre på femtepladsen.

Laurent Koscielny fejrer sin scoring.
Laurent Koscielny fejrer sin scoring. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Hjemmeholdets spanske højre back Héctor Bellerín måtte cirka midtvejs i anden halvleg udgå, med hvad der lignede en alvorlig knæskade. Det er endnu uvist, om der venter spanieren en skadespause.

Det begyndte hurtigt at brænde på foran Chelsea mål i lørdagens kamp.

Efter 13 minutter måtte Chelseas spanske målmand Kepa Arrizabalaga diske op med en imponerende redning for at holde et hovedstød fra Laurent Koscielny ude af mål.

Kort efter kunne spanieren dog ikke forhindre, at Alexandre Lacazette bragte Arsenal foran 1-0. Franskmanden modtog bolden med ryggen til mål på kanten af det lille felt og bankede den efter et hurtigt træk ind bag Arrizabalaga.

Alexandre Lacazette i aktion.
Alexandre Lacazette i aktion. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Herefter faldt kampen mere til ro. Chelsea kom bedre med og fik sat flere angreb sammen. Den sidste skarphed manglede dog.

I stedet var det Arsenal, der igen fik målnettet til at blafre.

Denne gang kunne Kepa Arrizabalaga ikke gøre noget ved et hovedstød fra Koscielny, der med lidt over fem minutter tilbage af halvlegen gjorde det til 2-0.

Små 20 minutter inde i anden halvleg begyndte Chelsea-manager Maurizio Sarri at skifte ud i håb om indlede et comeback.

Først blev Mateo Kovacic erstattet af Ross Barkley, og kort efter kom den franske angriber Olivier Giroud på banen til fordel for Willian.

Men målene udeblev. Heller ikke stortalentet Callum Hudson-Odoi, som Sarri sendte på banen med et lille kvarter tilbage, kunne ændre på, at Arsenal tog sejren og de tre point.

/ritzau/

Genlæs LIVE-bloggen fra kampen herunder.