Store dele af fodboldverdenen er berørt over, at den tidligere danske landsholdstræner Åge Hareide torsdag gik bort som 72-årig.

Nordmanden sov stille ind efter at være blevet ramt af en tumor i hjernen. I sit liv som træner og spiller satte han sine spor i Danmark, hjemlandet Norge og flere andre steder i fodboldverdenen.

Den tidligere danske landstræner Kasper Hjulmand blev både rørt og ked af det på familiens vegne, da han fik beskeden om Hareides bortgang.

Hjulmand overtog i 2020 jobbet som dansk landstræner fra netop Hareide, som var Danmarks træner fra december 2015 til juli 2020, og han mener, at danskerne har været for dårlige til at sætte pris på den norske træner.

- Jeg synes generelt, at vi har lidt problemer i Danmark med at hylde folk, mens de lever, siger han til TV3 Sport.

Hareide nåede 40 kampe som dansk landstræner. Han vandt 20 kampe, 17 endte uafgjort, mens det blot blev til tre nederlag.

- Jeg synes virkelig, at vi skal huske at hylde vores helte, mens vi kan, og det er måske noget, man kan huske til fremtiden. Fordi jeg synes også, at det var i underkanten, hvad Åge fik, siger Hjulmand, der i dag er træner i tyske Bayer Leverkusen.

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel var med på holdet under Hareide.

I en skriftlig kommentar til TV 2 Sport skriver han, at nyheden "gør ondt i hjertet".

- Han har også haft en enorm betydning for mig personligt. Mest af alt var Åge nemlig et godt menneske, og det er naturligvis det altoverskyggende vigtige, skriver han.

I hjemlandet Norge, hvor Hareide også har været landstræner, ramte nyheden om hans død også hårdt. Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, siger, at landet har mistet en stor fodboldspiller og træner.

- Fodbold-Norge vil savne Hareides temperament på bænken samt hans gavmildhed og varme uden for banen. Mine tanker går til Åge Hareides familie og nærmeste, siger Støre ifølge nyhedsbureauet NTB.

Norske Ole Gunnar Solskjær, tidligere spiller og træner, kalder Åge Hareide for sin mentor.

- Jeg har lært så meget af Åge gennem mit fodboldliv, og vi har mistet en "true great"!

- Han var en kraftpakke af en mand, med verdens mest smitsomme entusiasme, smil og latter. Han har sat sine spor mange steder i fodboldverdenen, siger Solskjær til norsk TV 2.

Et af de steder, hvor Hareide før sin trænerkarriere satte sine spor som spiller, er i engelske Manchester City.

Klubben kalder Hareides karriere imponerende, hvor han blandt andet spillede 24 kampe for Manchester City fra 1981 til 1982.

- Manchester City er trist over at høre, at Åge Hareide, klubbens første norske spiller, er død i en alder af 72 år, skriver klubben på det sociale medie X.

Som spiller var Hareide, ud over Manchester City, også i Norwich i England og Molde i Norge.

Ud over sine landstrænergerninger for Danmark, Norge og Island har han trænet Molde, Viking og Rosenborg i Norge samt Helsingborg, Malmö FF og Örgryte i Sverige.

/ritzau/