Kunstig intelligens kan efterhånden være brugbart i mange af livets gøremål - også i fodboldverdenen.
Det kan Laura Harvey i hvert fald skrive under på. Hun er træner for Seattle Reign i den bedste amerikanske kvindeliga NWSL.
Tidligere på sæsonen benyttede hun sig af assistance fra ChatGPT, da hun skulle forberede sig til de kommende modstandere.
Det fortæller hun ifølge Reuters i podcasten Soccerish Podcast.
- Jeg skrev: "Hvilken formation bør man spille for at slå NWSL-hold?" Så spyttede den alle hold i ligaen ud og forklarede, hvilken formation man bør spille.
- For to holds vedkommende skrev den: "Du bør spille med en fembackkæde." Så det gjorde jeg. Det er ikke en joke. Det var derfor, jeg gjorde det. Det var tidligere i sæsonen, og jeg fortalte trænerstaben:" Jeg joker ikke. Det var sådan jeg gjorde". Og de sagde: "Nå, interessant", siger Laura Harvey.
Det særligt bemærkelsesværdige i den sammenhæng er, at Laura Harvey aldrig tidligere havde benyttet sig af en fembackkæde, som er en af de mere defensive opstillinger.
Hun brugte dog ikke anbefalingen fra ChatGPT uden selv at undersøge de mulige effekter, slår hun fast.
- Vi undersøgte det og gravede os dybt ned i det. Vi tænkte på, om vi kunne spille på den måde, og så gjorde vi det og kunne lide. Det virkede, for vi vandt kampen, siger Laura Harvey.
Den engelske træner har tidligere stået i spidsen for Arsenal i hjemlandet, men har været i amerikansk fodbold siden 2013.
/ritzau/
