Fredag morgen fik fodboldspilleren Chris Smalling, hans kone og parrets to-årige søn noget af et chok, da de var udsat for væbnet røveri i deres hjem.

De brød ind, mens familie sov, lød det først i italienske medier, og nu bekræfter fodboldspilleren selv hændelsen.

'Jeg vil gerne takke alle for jeres hilsner og støtte. Min familie er meget rystet men heldigvis uskadt,' indleder fodboldstjernen et opslag på Twitter.

Der var tale om tre røvere, der bevæbnet med pistoler tvang Chris Smalling til at åbne familiens pengeskab, som de plyndrede.

Omkring klokken fem om morgenen fik Chris Smallings kone, Sam, kontakt til politiet i Rom, men da de kom frem til parrets hjem, var de tre røvere stukket af.

'Jeg håber, de her mennesker finder en mere meningsfyldt måde at leve på uden at skade og ryste andre mennesker på den måde,' skriver Chris Smalling i opslaget.

Også Sam Smalling har sendt en tak til alle dem, der har sendt hilsner. Det har hun gjort i en story på Instagram.

'Selvom jeg stadig er rystet, har familien det okay. Min mand håndterede situationen virkelig godt,' skriver hun og langer ud efter de tre røvere.

'Jeg vil bare opfordre til, at dem der lever deres liv som de røvere, som kom ind i vores soveværelse klokken fire om morgenen og satte en pistol for vores hoveder, genovervejer deres valg i livet og lever mere ordentligt, med respekt og med god samvittighed...som rigtige mænd - ikke som de rotter,' lyder det.

'Jeg går ikke ud fra, jeres liv har været let, men der er altid en anden udvej. En vej, der vil medføre velsignelse og ikke at karma bider jer i røven, hvilket jeg er sikker på sker. Og i øvrigt, hvis nogen bare overvejer at komme i nærheden af mig og min familie igen, så har vi hverken smykker eller ure tilbage og regner ikke med at købe nyt. Hvis I ser os gå med noget, er det med al sandsynlighed fake, så bare lad os være,' slutter hun.

Engelske Chris Smalling skiftede til AS Roma i 2019 på en lejeaftale fra Manchester United og fik efter 12 måneder en fast aftale med hovedstadsklubben.

Sam Smalling har lavet et opslag om episoden på sin Instagram-story.
Sam Smalling har lavet et opslag om episoden på sin Instagram-story. Foto: Instagram
Vis mere