Tottenham-spilleren Serge Auriers bror, Christopher, er blevet skudt og dræbt natten til mandag. Det bekræfter Auriers klub Tottenham.

Den tragiske forbrydelse udspillede sig ifølge mediet Europe 1 foran en natklub i den franske by Toulouse, hvor to skud blev affyret.

Vidner tilkaldte herefter politiet, der fandt Serge Auriers lillebror ligge blødende på jorden med skudsår i maveregionen.

Han blev hastet til hospitalet i bydelen Rangueil.

Her kæmpede læger for at redde hans liv, men Christopher Aurier var så alvorligt såret, at han døde kort tid efter ankomsten til hospitalet. Skuddrabet skulle have fundet sted omkring klokken 5 mandag morgen.

Nyhden er blevet bekræftet af Serge Auriers klub Tottenham.

De to brødre spillede i sin tid sammen i den franske klub RC Lens, men mens Serge Aurier senere tog turen videre til Toulouse, Paris Saint-Germain og nu Tottenham, slog lillebror Christopher aldrig igennem på højeste niveau.

Politiet er fortsat på jagt efter gerningsmanden. Motivet bag forbrydelsen er heller ikke kendt på nuværende tidspunkt.