Bare baller og store bryster.

Det var, hvad flere af Tysklands største fodboldstjerner vågnede op til på deres Instagram-profiler mandag morgen.

Såkaldte porno-bots havde nemlig udset sig profiler fra storholdet Bayern München som mål for et angreb, hvor en lang række pornografiske billeder havnede på deres profiler - på siden med taggede billeder.

Det skriver Bild.

Foto: Screenshot Instagram
Vis mere

Det var stjerner som Manuel Neuer, Joshua Kimmich, Thomas Müller, Noussair Mazraoui og Harry Kane, der var udsat for porno-angrebet, lyder det - og screenshots fra deres profiler vidner også om angrebet.

For nogle er Instagram-profilerne tilbage til normalt udseende, men Neuers og Kimmichs sider er fortsat fyldt med billederne.

De kunne altså trænge til en oprydning, men Bayern-stjernerne har formentlig travlt med andet i disse dage.

I weekenden led man et smældende 1-5-nederlag til Frankfurt, så der er brug for oprejsning, når man tirsdag møder Manchester United i en Champions League-kamp, der kan få stor betydning for også FC Københavns videre færd i turneringen.

Bayern er inden opgøret sikkert videre som nummer et.