Da Alex Morgan sendte USA i VM-finalen, var det ikke kun sejren, der stjal opmærksomheden.

Det samme gjorde landsholdsspillerens jubelscene. En scene, der var en lille stikpille til den engelske modstander.

Alex Morgen tog nemlig hånden op til munden og lod som om, hun drak en kop te, mens lillefingeren strittede, og det har mødt en del kritik. Noget, hun nu svarer tilbage på inden lørdagens VM-finale.

»Jeg synes, at der er en slags dobbeltmorale i forhold til mænd og kvinder i den her henseende. Vi får at vide, at vi skal juble, men vi må heller ikke gøre det for meget,« sagde Alex Morgan på et pressemøde.

Kritikken er blandt andet gået på, at jubelscenen var unødvendig. En hån. Mangel på respekt for modstanderen. Men kritikken er ikke fair, mener Alex Morgan.

»Du ser mænd, der laver jubelscener verden over i store turneringer. De tager sig i skridtet, eller hvad de nu gør. Og når de jeg bare gør er at lade som om, jeg nipper til lidt te, så ryster kritikken mig lidt,« sagde hun.

Det er dog ikke alle, der har mødt jubelscenen med kritik. For britiske Yorkshire Tea har taget det med et smil, og de har endda sendt en pakke med te til Alex Morgan, så hun har et lager, lød den lille hilsen.

USA møder i søndagens finale Holland, og vinder amerikanerne venter der måske et besøg i Det Hvide Hus.

Noget, der også har fået opmærksomhed, for Alex Morgans holdkammerat, Megan Rapinoe har tidligere sagt, at hun i hvert fald ikke skal på besøg hos Donald Trump.

På fredagens pressemøde fortalte Alex Morgan dog, at der ikke er blevet taget en beslutning endnu. Det sker formentlig først, når finalen i Lyon er fløjtet af.

»Der har været meget snak inden om Det Hvide Hus og Trump, men først skal vi gøre vores arbejde. Og jeg tror, i allesammen kender svaret alligevel,« sagde Alex Morgan på pressemødet.

Løber USA med titlen, vil det være amerikanernes fjerde af slagsen ved VM.