8.033 kroner.

Sådan lyder bøden, som den tidligere Manchester City-stjerne David Silva har fået, efter han i sommer udøvede vold mod en kvinde.

Noget, han selv har erkendt, skriver det spanske medie Tiempo de Canarias.

Slagsmålet 'mellem adskillige personer' fandt sted tidligt om morgenen under et karneval på Gran Canaria 19. juni, hvor David Silva var med. Det samme var hans bror Fernando Silva samt en tredje mand.

Ifølge retsdokumenterne tog Silva 'hårdt fat i hendes arm for at få hende væk, hvilket gjorde, at hun faldt og slog sig'.

Kvinden døjede efterfølgende med smerter i nakken, hun slog sin venstre albue og fik også nogle skrammer på knæene og den ene finger.

Udover bøden skal Silva, der i dag spiller for Real Sociedad, desuden betale 520 euro – svarende til 3.867 kroner – i erstatning til kvinden.

Den tredje person, Silva var i selskab med, skulle ifølge mediet have slået en ung mand med en sten og truet en anden med kniv.

Sagen kom aldrig for retten, da alle tre mænd erkendte de ting, de havde gjort i situationen. David Silvas bror skulle have slået en person i hovedet, ligesom han skulle have langet ud efter en ung kvinde.

Den tredje person, som der ikke nævnes et navn på, er blevet idømt otte måneders fængsel for stenkastet og trusler.