Dne brasilianske fodboldspiller Artur Melo er kommet i nye problemer.
Han har været involveret i et mindre færdselsuheld i påvirket tilstand og er blevet konfronteret af politiet.
Det skriver Sport. Dermed ligner fodboldspillerens exit fra FC Barcelona et mere og mere grimt brud, der kun er blevet værre og værre, siden skiftet til Juventus kom frem.
Ifølge mediet skulle Arthur Melo være blevet stoppet kl. 4 natten til søndag i den lille kystby Palafrugell nord for Barcelona.
Her skulle midtbanespillerens Ferrari først have ramt fortovet og siden ramt en lygtepæl. Der skete kun mindre skader på bilen – og ingen skader på Arthur Melo eller de andre i bilen.
En forbipasserende politibil stoppede dog, og den efterfølgende alkoholtest skulle angiveligt have vist, at den 24-årige brasilianers promille lige akkurat befandt sig på den forkerte side af det tilladte.
Derfor kan han nu se frem til et retsligt efterspil, som skal afklares, inden han i løbet af den kommende tid skal flytte til Torino for at spille for Juventus.
Det var i juni, det kom frem, at brasilianeren skulle indgå i en spektakulær byttehandel mellem den spanske og italienske klub, der skulle sende Miralem Pjanic den anden vej.
Det udviklede sig dog hurtigt til, at Arthur Melo nægtede igen at spille for FC Barcelona, ligesom han ikke vendte tilbage til byen efter sin ferie. Og da han så endelig mødte op på hjemmebanen Camp Nou for at overvære Champions League-returkampen mod Napoli, blev han nægtet adgang.
Derfor har han ikke været en del af truppen til FC Barcelonas kampe i Champions League og var derfor ikke med i fredagens 2-8-ydmygelse mod Bayern München.
I øjeblikket forhandler klub og spiller om de endelige betingelser for fodboldspillerens exit fra den spanske klub.


