Kaka er åben for en ny rolle i fodboldverden og flirter med sin tidligere klub Milan.

Rio de Janeiro. VM, Champions League, Serie A og Primera Division.

Det er nogle af de turneringer, som den brasilianske fodboldstjerne Kaka har vundet og kan se tilbage på i sin nu forhenværende karriere som fodboldspiller.

Kaka oplyser nemlig, at han stopper karrieren som aktiv ifølge nyhedsbureauet AP.

»Jeg vil gerne fortsætte i fodbold og have en anden rolle, men jeg vil ikke længere være professionel fodboldspiller,« siger han ifølge AP til tv-stationen Globo.

»Jeg vil gerne være en del af en klub som træner, sportsdirektør eller en anden rolle mellem banen og klubben,« siger han.

Kaka blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2007. Siden han vandt den pris, er det kun Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, som er blevet tildelt hæderen.

Kakas mest succesfulde tid på banen var i årene 2003 til 2009, hvor han repræsenterede Serie A-klubben Milan.

Efterfølgende tog han til Real Madrid, hvor han befandt sig med blandet succes frem til 2013.

Der kan muligvis være en genforening i luften med Milan. Ifølge Kaka er Milan nemlig kommet med et tilbud om, at han kan tiltræde i en ny rolle.

Den italienske traditionsklub blev tidligere på året overtaget af kinesiske ejere og er i øjeblikket er i problemer i ligaen.

35-årige Kaka spillede sine sidste år i den amerikanske MLS-klub Orlando City SC.

Som landsholdsspiller nåede han 92 kampe, hvor han scorede 29 mål. Sammen med landsholdet vandt han VM i 2002.

/ritzau/