Din gode ven og din ekskæreste bliver kærester. Det er en cocktail, der kan ende ethvert venskab, og det skete for to fodboldstjerner.

Inters målmaskine Mauro Icardi og Udinese-angriberen Maxi Lopez var engang gode venner, men venskabet sluttede brat.

Det gjorde det, fordi Lopez' ekskæreste Wanda Nara fandt kærligheden sammen med Udinese-angriberens gode ven Icardi.

Det skete for to år siden, og trekantsdramaet rystede den italienske sportsverden. Nu taler den kvindelige hovedperson for første gang ud i offentligheden.

»Jeg fortryder intet i livet, og især ikke i mit kærlighedsliv. Det har givet mig tre børn, som jeg er stolt af,« siger Wanda Nara, der ikke blot i dag er kone til Icardi men også spillerens agent, til mediet Caras.

Og hun fortæller også åbent om, hvordan forholdet til Icardi startede.

»I starten var jeg mest sammen med ham af seksuelle årsager, jeg kunne ikke se, det skulle være andet. Vi var som teenagere, men så blev det til kærlighed med tiden. Mauro(Icardi red.) siger, at det var kærlighed fra start, men det tror jeg ikke. Han er i dag en god far for vores døtre,« siger Wanda Nara.

Forholdet mellem Maxi Lopez og Mauro Icardi er faktisk gået hen og blevet så slemt, at de ikke længere giver hinanden hånd, når de mødes på fodboldbanen. (Øverst i artiklen kan du se Icardis hattrick mod AC Milan fra i søndags)

Selvom Icardi og Naras forhold startede med utroskab, så stoler de fuldt og fast på hinanden ifølge Nara.

»Jeg er ligeglad med alle andre mænd end Mauro. Han stoler på mig, når jeg er ude, og jeg stoler på ham. Det er nøglen til lykke. Jeg kunne ikke være sammen med én, jeg ikke stolede på,« siger hun.

Inter og Icardi ligger lige nu som nummer to i den italienske Serie A. På lørdag møder de ligaens nummer et, Napoli, på udebane i et vaske ægte topopgør.