Et ophold på et hotel endte i en sag om afpresning for fodboldstjernen John Guidetti.
Det fortæller hans kone Sanna Guidetti i podcasten 'Högt i takt'.
For nogle år tilbage var parret på et hotelophold i Stockholm, og det var her, uheldet ramte dem.
»Der fandtes lidt video på hans telefon, som han taber mellem sengene og glemmer på hotellet, fordi han havde to telefoner og tænkte ikke over det,« fortæller Sanna Guidetti og understreger, at det var sexvideoer.
Og pludselig blev John Guidetti, der dengang boede i Manchester, kontaktet af en person, der havde fået fat i telefonen. En person, der ikke havde gode intentioner.
Vedkommende forsøgte at afpresse dem for penge.
»De ville gerne lække det, der var nogle ting på den telefon. John sagde ikke noget, for han vidste, jeg ville gå i panik,« siger Sanna Guidetti.
Hun fortæller, hvordan der blev sat et møde op med personen, der havde telefonen.
»Der blev måske truet lidt tilbage. Og vi endte med at få telefonen. De (dem der hjalp, red.) tænkte, at har man først givet penge en gang, så har personen måske gemt videoerne,« siger Sanna Guidetti.
31-årige John Guidetti spiller i dag i svenske AIK, som han skiftede til sidste år.
Han har tidligere spillet for blandt andre Feyenoord, Celtic, Alavés og Hannover 96. Angriberen står desuden noteret for 29 kampe for det svenske landshold.