Sami Khedira er blevet ramt af hjerteproblemer.

Derfor er Juventus-spilleren ikke med i onsdagens Champions League-kamp mod Atletico Madrid.

Ved en undersøgelse har den italienske klub konstateret, at den 31-årige fodboldspiller har uregelmæssig hjerterytme.

Det opstod pludselig tirsdag, meddeler klubben.

Sami Khedira skal nu undersøges nærmere i de kommende dage, mens holdkammeraterne er rejst til Spanien for at spille den første ottendedelsfinale.

Tidligere tirsdag var der ingen problemer at spore for den tyske midtbanespiller.

Her var han fuldt ud med til den sidste træning på Juventus' anlæg sammen med holdkammeraterne inden afrejsen.

Det kan man se herunder:

Samir Khedira til tirsdagens træning med Juventus.
Samir Khedira til tirsdagens træning med Juventus. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Da Juventus senere tirsdag offentliggjorde truppen til kampen, blev det i den forbindelse kun meddelt, at tyskeren blev i Torino på grund af lægeundersøgelser.

Senere kom hele sandheden om den tyske verdensmester så frem.

Sami Khedira har kontrakt med Juventus til 2021. På grund af skader har han kun spillet 15 kampe for det italienske mesterhold i denne sæson.

Det er uvist, hvornår han vender tilbage til holdet.

Juventus-træner Massimiliano Allegri udtaler, at holdet er i god form forud for ottendedelsfinalen.

»Holdet vokser fysisk, psykisk og teknisk, og vi vil fortsætte med den udvikling. Vi skal holde fokus, vel vidende at vores modstander i morgen (onsdag, red.) er et kompakt hold, der får meget ud af dødbolde. De har opnået store resultater i Europa i de seneste år,« siger Juventus-manageren om Atleticos mandskab.