Ofte er det Cristiano Ronaldo, der løber med overskrifterne, og det var da også tilfældet, efter han scorede sit første mål for Juventus søndag. Dog har en episode med en af hans holdkammerater også fået stor opmærksomhed. For Douglas Costa valgte i de døende minutter at spytte Federico Di Francesco Sassuolo-spilleren i ansigtet efter lidt klammeri mellem de to.

»Selv hvis der blev begået frispark mod ham, må sådan noget ikke ske. Vi må ikke lade os provokere. Kampen var ved at slutte, vi havde styr på det, og i stedet stoppede vi med at spille som et hold. Så kom det andet hold tilbage i kampen, nogle spillere bliver irriterede, og så sker den slags ting,« sagde Juventus' træner, Massimiliano Allegri, efter kampen ifølge Football Italia.

Spytklatten, der resulterede i et direkte rødt kort til Costa, får også konsekvenser, understregede Juventus-træneren om episoden, du kan se her.

»Det eneste rigtige er, at han får en bødestraf. Og det får han. Jeg blev overrasket over hans reaktion. Vi har fået et mål imod os, et rødt kort og en lang karantæne,« sagde Massimiliano Allegri.

Douglas Costa forlader banen efter at have fået rødt kort.
Douglas Costa forlader banen efter at have fået rødt kort. Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

Juventus vandt kampen med 2-1, og det bliver klubben, der giver bødestraffen til Costa.

Ifølge italienske Gazzetta dello Sport bliver spytklatter betegnet som voldelig opførsel.

Og dermed kan Costa formentlig se frem til tre spilledages karantæne.

Og det var ikke kun spytklassen, Juventus-stjernen gjorde sig bemærket ved.

For inden den blev sendt af sted, havde han også sendt en albue i siden på Federico Di Francesco, som hvad der lignede en hævnaktion, efter Francesco lavede en hård tackling på Costa inden Sassuolos reducerende mål. Costa gav desuden modstanderen en skalle.

Douglas Costa har efter kampen undskyldt.

Det har han gjort i et opslag på sin Instagram-profil.

'Jeg vil gerne sige undskyld til Juventus' fans for min overdrevne reaktion i dagens kamp. Jeg vil også gerne sige undskyld til mine holdkammerater, som støtter mig i både gode og dårlige tider. Det var grimt, jeg er klar over det, og jeg vil gerne sige undskyld til alle,' skriver Douglas Costa.