En knæskade blev starten på et meget mørkt kapitel i fodboldstjernens liv.

Hollandske Daryl Janmaat levede den ultimative drengedrøm, som professionel fodboldspiller og med et hæderligt cv af klubber.

Men i 2022 tog hans liv en kedelig drejning, da han var nødt til at indstille karrieren på grund af skaden.

Efter det startede en deroute med stofmisbrug.

Det deler han ifølge Daily Mail i et interview med det hollandske medie AD.

»Jeg har ikke lyst til at gå i alt for mange detaljer, men mit kokainmisbrug forårsagede en masse smerte. Jeg ville så meget, men knæskaden satte en stopper for det«, siger han.

Forsvarsspilleren nåede at spille mere end 150 kampe i Premier League
Forsvarsspilleren nåede at spille mere end 150 kampe i Premier League Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix

Han tilføjer også, at han undervejs har løjet for og såret mennesker, han elsker.

Det var især hans kone, Yoshi, som han stadig er gift med officielt, men som han ikke længere er sammen med. 

Forholdet skrantede allerede, men da kokainen for alvor tog fat, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. 

Sammen har de tre børn. 

36-årige Janmaat spillede for klubber som Feyenoord, Newcastle og Watford, og nåede at spille mere end 150 kampe i verdens bedste liga - engelske Premier League.

Han repræsenterede desuden Holland i 34 landskampe – mest mindeværdigt til VM i 2014.

Efter karrieren blev han for en stund sportsdirektør i den hollandske klub ADO Den Haag.

I dag har han sit eget træningscenter.