Han blev adopteret, da han var 12 år gammel. Og det endte med at blive Dele Allis redning.
Det fortæller fodboldstjernen i Gary Nevilles podcast 'The Overlap'.
Her deler han detaljer om en ubarmhjertig og brutal barndom.
»Da jeg var seks år gammel, blev jeg misbrugt af min mors ven, der kom meget i vores hus. Min mor var alkoholiker. Jeg blev sendt til Afrika for at lære noget disciplin, og så blev jeg sendt tilbage igen,« fortæller Everton-spilleren.
Da han var syv år gammel, begyndte han at ryge, og han solgte stoffer i en alder af blot otte år.
Han blev udnyttet af folk i området, fordi han kun var et barn.
De fik ham til at cykle rundt med en fodbold, og så gemte han stofferne under for 'et barn bliver ikke tjekket', lød det.
Da han var 11 år gammel, blev han hængt fra en bro af en mand fra det lokale område, inden vendepunktet kom i 2008, da han blev adopteret af Alan og Sally Hickford.
Adoptivforældrene var gode for ham, og det lykkedes som bekendt for Dele Alli at kæmpe sig til at blive en stor fodboldstjerne, der i skrivende stund har spillet 37 kampe for det engelske landshold.
Fortiden har dog indhentet ham, fortæller han ærligt i podcasten.
Han blev i 2022 udlejet til tyrkiske Besiktas, og da han kom tilbage herfra, skulle han igennem en operation. Noget, der ramte ham hårdt.
»Jeg var også et skidt sted mentalt. Jeg besluttede mig for at tage på en afvænningsklinik, der også fokuserer på mentalt helbred. De specialiserer sig i afhængighed, mental sundhed og traumer,« fortæller Alli, der var blevet afhængig af sovepiller.
»Jeg følte, tiden var inde for mig. Med sådan noget kan du ikke bare få besked på at tage derhen. Du skal gøre det selv, tage beslutningen for din egen skyld, for ellers går det ikke. Jeg var fanget i en ond cirkel,« forklarer han.
Dele Alli fortæller, hvordan Everton gennem det hele har været en kæmpe støtte og hjælp, og at han 'vil være taknemmelig for evigt'.