Det er de færreste fodboldspillere, der nægter at lade sig indskifte i en fodboldkamp, men det var ikke desto mindre, hvad Eric Traoré gjorde forleden.

Den 26-årige kantspiller ville simpelthen ikke på banen, da træneren kaldte ham frem.

I stedet valgte landsholdsspilleren fra Burkina Faso at udvandre fra stadion.

Ingen i Traorés klub, ENPPI, har set eller hørt fra ham siden. Det skriver Dagbladet.

Eric Traoré er forsvundet.
Eric Traoré er forsvundet. Foto: AMR ABDALLAH DALSH
Vis mere

Det var under en kamp i den bedste egyptiske liga, at Traoré nægtede at spille, da hans klub mødte Aswan 18. april.

Ifølge mediet har Traoré slukket sin telefon, og det er ikke lykkedes for ENPPI at få kontakt til ham via hans kone eller agent, siden han forsvandt.

Klubben har orienteret det egyptiske fodboldforbund om hans forsvinden, men han er ikke formelt set meldt savnet.

»Vi håber bare, at han er i god behold. Formaliteterne kan vi diskutere senere,« siger klubbens sportschef, Mohamed Ismail, til tv-kanalen Al-Nahar ifølge Dagbladet.

Traoré er udlejet til midterklubben ENPPI fra det egyptiske tophold Pyramids FC.

Han har spillet otte landskampe for Burkina Faso, som han tre gange har været med til de afrikanske mesterskaber.