Der var kun spillet 11 minutter, da kampen blev afblæst, og en ambulance hastede på banen.

Fodboldspilleren Dragisa Gudelj var kollapset og lå nu livløs på banen, mens holdkammerater, modstandere og fans så chokerede til.

Lægestaben løb på banen, og i syv minutter kæmpede de for at redde hans liv med førstehjælp og hjertestarter. Det skriver det spanske lokalmedie Diario Cordoba.

Men netop som båren med Gudelj skulle løftes ind i ambulancen, skete der noget uventet.

Den 25-årige fodboldspiller satte sig brat op og slog ud med armene.

Han ønskede tydeligvis at hoppe ned fra båren og spille videre. Se det nederst i artiklen.

Men så omringede læger og folk fra Cordobas stab ham og forsøgte at overbevise ham om, at han skulle med ambulancen.

Cordoba-spilleren, der har over 200.000 følgere på Instagram, og hvis bror er den serbiske landsholdsstjerne Nemanja Gudelj, fik dog ikke lov til at fortsætte kampen.

I stedet blev han fragtet til hospitalet for at få lavet nogle undersøgelser.

Lokalmediet skriver, at Dragisa Gudelj fik pludseligt hjertestop, men at undersøgelserne viser 'normale værdier'.

Den spanske klub, der for otte år siden spillede én enkelt sæson i La Liga, har på Twitter tilføjet et serbisk flag og en ørn på klubbens profil.

'Vi vil gerne takke vores lægestab for den hurtige indsats samt læge Verónica Arroyo og kardiolog José María Segura.'

'Tak, fordi I reddede vores Dragi,' skriver Cordoba på Twitter og beder om styrke til fodboldstjernen, der tidligere var et stort talent i Ajax og desuden har spillet på flere af de serbiske ungdomslandshold.

Klubben skriver søndag morgen, at Gudelj har haft en god nat.