I sine unge dage var norske Vegard Forren så eftertragtet, at selveste Alex Ferguson havde øje på den norske spiller.

Nu er han 32 år og måske ved at ryge ud af sin norske klub Molde, fordi han har taget af spillerkassen som følge af, at han har et gamblingproblem.

Det fortæller han i et interview med norske TV2.

»Jeg har været bødechef og haft kontrollen over, hvordan tingene bliver gjort. Jeg har desværre optaget et par kortsigtede lån for at dække min spillegæld. Jeg havde gode intentioner og har flere gange betalt tilbage fra min egen lomme. Det var hovedsageligt for at dække af over for hende derhjemme. Det har ført til mange små løgne, desværre. Det har gjort, at det blev til en større sag, end jeg håbede på,« siger Forren og indrømmer, at problemet har varet længe.

»Jeg har altid haft nogle problemer. Jeg har på en måde aldrig været i et uføre, fordi jeg har tjent gode penge. Det har ligesom altid ordnet sig. Det har været en udfordring, lige fra jeg begyndte at tjene penge. Det har været en sygdom, som har været vanskelig at indrømme for sig selv,« siger Vegard Forren, som mandag var til møde om sin fremtid i klubben med sin advokat.

Derfor deltog han ikke i træningen, og det er uvist, om han kommer til det igen, men han håber helt generelt på en ny chance fra alle.

»Jeg har forklaret situationen for mine nærmeste og beklaget det stærkt. Jeg har sagt, at jeg har brug for hjælp, og responsen har været helt fantastisk.«

Spillerens advokat har proklameret, at man ikke vil acceptere, hvis klubben fyrer ham, og vil i så fald tage sagen i retten.