Den tidligere Molde-spiller Babacar Sarr er efterlyst, fordi han undgår retten i Norge.

Senegaleseren, der spillede i Molde fra 2016 til 2018, blev sidste år frikendt i en mulig sag om voldtægt, men blev dømt til at betale 150.000 norske kroner i erstatning til den forurettede kvinde.

Retten i Romsdal slog nemlig fast, at der var »rimelig grund til tvivl,« hvorvidt Sarr havde begået forbrydelsen, men at sandsynligheden pegede på, at han var skyldig.

Den beslutning blev senere anket af anklagemyndigheden, men nu er den ankesag for tredje gang blevet udsat, skriver TV2 Norge.

Udættelsen skyldtes i første omgang, at et centralt vidne i sagen ikke dukkede op, men de to seneste gange, er det Babacar Sarr selv, der er udeblevet.

Under normale omstændigheder ville politiet arrestere den tiltalte, når han ikke dukker op i retten, men i denne sag, er det nemmere sagt end gjort.

Det besværliggøres nemlig yderligere af, at Sarr ikke længere befinder sig i Norge, da han efterfølgende er skiftet til FC Damac i Saudi Arabien, hvilket er et problem, da Norge ikke har en udleveringsaftale med Saudi Arabien.

»Vi har sendt en retsanmodning til Saudi Arabien, og vi har kontakt med Interpol. Det betyder, at han er efterlyst internationalt, og at han skal arresteres. Vi ønsker ham udleveret,« siger statsadvokat Ingvild Thorn Nordheim til TV 2 Norge.

Statsadvokaten mener, at Babacar Sarr med fuldt overlæg undgår retten i Norge, så han på den måde undgår ankesagen mod ham.

»Spørgsmålet er, om det er bevidst, at han ikke har svaret på stævningen. Vi er af den opfattelse, at han er bekendt med, at han har en ankesag i Norge,« siger Ingvild Thorn Nordheim.

Babacar Sarr har i hele sagens forløb erklæret sig selv uskyldig, og han ankede også selv beslutningen om erstatningskravet.

Men den ankesag kan heller ikke behandles, så længe Sarr ikke møder op i retten i Norge.

Som om det ikke skulle være nok, så blev Sarr sidste år anklaget for en anden voldtægt, der skulle have fundet sted i Oslo.

Den sag efterforskes dog stadig af politiet, hvor Sarr også har erklæret sin uskyld.

Den tidligere Molde-spillers forsvarsadvokat, Jørgen Løvdal, vil ikke kommentere på, om han har haft kontakt til sin klient.

Babacar Sarr nåede at spille 79 kampe for Molde, før han først drog til Rusland og senere Saudi Arabien.