En stor tragedie har ramt fodboldverdenen.

Den blot 18-årige fodboldspiller Alexey Lomakin blev søndag fundet død.

Det bekræfter hans klub, FC Lokomotiv Moskva.

'Vi er i chok over denne tragedie. I FC Lokomotiv vil vi gerne udtrykke vores dybeste kondolencer til familien og venner af Alexey,' skriver klubben på Twitter.

Alexey Lomakin havde været i byen i Moskva fredag. Tidligere på dagen havde han gennemgået en række medicinske undersøgelser hos sin klub.

U21-spilleren forsvandt efter byturen om fredagen, hvor det heller ikke var lykkedes for hans mor at komme i kontakt med ham.

Den 18-årige fodboldspiller havde været i byen med en kammerat, hvor de drak alkohol. Dog kan kammeraten ikke præcist huske, hvor de havde været.

Efterfølgende blev Alexey Lomakins telefon og rygsæk fundet i en taxi. Det skriver eksempelvis mediet Dni24.

Hvad der præcist ligger til grund for det tragiske dødsfald, er endnu uvist.

Nogle medier skriver, at en undersøgelse af dødsfaldet skulle blive igangsat snarest.

Hos andre medier spekuleres der i, at Alexey Lomakin skulle være frosset ihjel.

Alexey Lomakin nåede at spille tre kampe for ungdomsholdet hos FC Lokomotiv Moskva i denne sæson.