Kommentar af Morten Crone Sejersbøl, fodboldredaktør på BT

Der går en historie om, at Michael Laudrup på sin vej gennem flyet til England før EM i 1996 mistede lidt af sin livsglæde for hvert sæde, han passerede. Mikkel Beck, Søren Andersen, Erik Bo. Det bliver ikke i år, vi genvinder europamesterskabet, skal han have sukket, da han fandt sin plads og tungt lod sig falde ned i sædet.

HER KAN DU LÆSE TORSDAGENS SVENSKE KOMMENTAR

Jeg ved ikke, om den gengivelse er korrekt, eller om episoden nogensinde har fundet sted, men jeg ved, at den med jævne mellemrum dukker op blandt sportsjournalister, når der kommer rødvin og minder på bordet. Og jeg accepterer historien som en myte, der fortæller historien om en Michael Laudrup, der var så meget større end sine holdkammerater, at han i kraft af sin blotte tilstedeværelse kunne få sine rejsekammerater til at fremstå lidt sølle, uanset at de selv havde pæne karrierer i danske topklubber og europæiske middelklubber.

I Sverige har de sådan en størrelse. Zlatan er Kungen, og så stor er han, at hans holdkammerater helt uden at være flove over det omtaler ham som deres idol, som deres forbillede, som ham de skal spille bolden op til for at have en chance for at vinde.

Der er Zlatan, derefter er der ikke nogen, og så kommer alle de andre. Zlatan er en helt og en verdensstjerne, og hvis Sverige skal vinde over Danmark, er det Zlatan, der skal gøre det, som min kollega fra Expressen skriver.

Da Michael Laudrup i 1993 vendte tilbage til landsholdet efter sin selvvalgte pause på tre år, var han blevet en større stjerne, end han var, da han havde forladt det. I Barcelona var han sammen med Johan Cruyffs Dream Team  vokset til en verdensstjerne, der med magi og musikalitet servicerede Romario og Hristo Stoichkov med den ene vidunderlige aflevering efter den anden.

Men hver gang han kom hjem til Danmark, falmede hans evner. Han var stadig Michael Laudrup. Forventningerne til ham var stadig af Michael Laudrupske dimensioner, men når han spillede, var det sjældent, at det var med den Michael Laudrupske genialitet, vi kunne se fra Barcelona på TV 2, og vi talte i ramme alvor, om Michael Laudrup var for god til landsholdet. Hans holdkammerater forstod ham ikke. Løbemønstrene stod ikke til at indøve under de korte landsholdssamlinger i Vedbæk. Systemet passede ikke til ham.

Dér er den største forskel på Michael Laudrup og Zlatan Ibrahimovic. Mens Michael i modsætning til sin bror ikke afgjorde kampe selv, men stod som iscenesætteren af andre, er Zlatan Ibrahimovic både det ene og det andet.

Det danske landshold, der på lørdag skal tage det første af de sidste skridt mod EM i Frankrig, har hverken en Laudrup eller en Zlatan på holdet. Det har en Agger, en Højbjerg, en Eriksen og Bendtner, men verdensstjernen har det ikke. Det har givetvis højere individuel kvalitet end det svenske på langt de fleste positioner, men i mentalitet er det mere Michael Laudrup, end det er Zlatan, og netop heri består den svaghed.

Går det hele lidt i stå eller kommer det aldrig helt i gang, kan Zlatan blive den forskel, der ikke findes på det danske hold. Det er Zlatan, de lægger det hele an på. Og desværre kan han bære det.