Sergi Enrich og Antonio Luna ankom med få dages mellemrum til den spanske fodboldklub Eibar i 2015. Et års tid senere havnede de så på forsiderne, da en sexvideo med de to og en kvinde pludselig begyndte at sprede sig.

Det fik de to holdkammerater til at undskylde offentligt, men det var ikke nok. For nu har de fået deres dom efter en retssag, hvor de begge pegede på en tredje holdkammerat som hovedskurk. 30-årige Enrich og 29-årige Luna er ifølge Marca blevet idømt to års fængsel og bøder på 750.000 kroner.

Det kunne være endt med op til fem års fængsel, men straffen blev nedsat, da de to fodboldspillere ifølge retten allerede havde vist velvilje ved at betale kvinden i videoen 800.000 kroner i erstatning.

Videoen med de to daværende holdkammerater i Eibar og en kvinde begyndte at blive spredt i 2016, og det var overraskende for kvinden, der ifølge retten ikke vidste, at de to fodboldspillere havde valgt at filme sexakten med hende.

Antonio Luna ankommer til retten med sin advokat.
Antonio Luna ankommer til retten med sin advokat. Gorka Estrada

Men det gjorde de, og den blev delt. Ifølge Sergi Enrich og Antonio Luna var det ikke deres egen skyld, at videoen nåede ud til en større kreds af mennesker. Nej, de sendte skylden videre på en tredje daværende holdkammerat i Eibar ved navn Eddy Silvestre.

»Vi er 100 procent sikre på, at Eddy er den eneste person, som vi har sendt videoen til,« lød det i retten i oktober fra de to sigtede i sagen.

Det nægtede Eddy Silvestre pure, da han ifølge eget udsagn kun havde set dele af videoen, fordi han var sammen med sin kæreste, da han modtog den og siden slettede den. Og så skød han ellers tilbage på Sergi Enrich.

»Han plejede at sende den slags videoer. Det var helt normalt. Hvis han kendte en pige eller flirtede med hende, ville han vise os det uden at have problemer med det,« lød det fra Eddy Silvestre.

Han blev frifundet i retten. Og heldigvis for de tre er de altså heller ikke længere holdkammerater. Sergi Enrich spiller stadig i Eibar i den bedste række, mens Antonio Luna er i Girona i den næstbedste række, og Eddy Silvestre spiller for Albacete, som også hører til i den næstbedste række.