»Jeg er skideligeglad, han kan tage hen, hvor end han lyster.«

Sådan lød den overraskende kontante melding, da Frankrigs fodboldpræsident, Noël Le Graët, blev spurgt om, hvad han ville sige til, hvis landsholdslegenden Zinedine Zidane tog landstrænerposten i Brasilien.

Den udtalelse har bragt Le Graët i stormvejr – blandt andet har verdensstjernen Kylian Mbappé kritiseret præsidentens udtalelse.

Nu er dramaet skruet endnu mere op.

Fodboldpræsidentens udtalelser om Zinedine Zidane er centrum for dramaet.
Fodboldpræsidentens udtalelser om Zinedine Zidane er centrum for dramaet. Foto: CLEMENT MAHOUDEAU
Vis mere

Noël Le Graët har foreløbigt valgt at trække sig fra sin stilling. Det oplyser forbundet på sin hjemmeside.

»Noël Le Graët har efter aftale med FFF's eksekutivkomité valgt at trække sig fra sit hverv, indtil en endelig undersøgelse af sagen er foretaget af FFF og det franske sportsministerium,« lyder det fra forbundet.

Det sker, efter han ifølge den franske sportsavis L'Équipe var blevet opfordret til at pakke sine ting og forlade posten som landets fodboldpræsident.

Den voldsomme opfordring kom fra Patrick Anton, der er præsident for det etiske råd i det franske fodboldforbund.

»Vi har brug for en magt, der er stærk og rolig, hvilket desværre ikke længere er tilfældet,« siger Patrick Anton til avisen.

»Vi må ikke ødelægge forbundets gode finansielle og sportslige resultater med en sæbeopera, der handler mere om nyhedsforsiderne end fodbolden,« fortsætter han.

Noël Le Graët med Didier Deschamps, som netop har forlænget sin kontrakt som landstræner.
Noël Le Graët med Didier Deschamps, som netop har forlænget sin kontrakt som landstræner. Foto: FRANCOIS MORI
Vis mere

Fodboldpræsident Le Graët slog i forbindelse med forlængelsen af landstræner Didier Deschamps kontrakt fast, at han slet ikke ville besvare opkaldet, hvis Zidane ringede til ham.

»Han kan rejse hen, hvor han vil, måske til en klub. Hvis Zidane prøver at kontakte mig? Bestemt ikke. Jeg ville ikke engang tage telefonen,« sagde Le Graët om Zidane, der har været sat i forbindelse med landstrænerposten, til franske RMC.

Frankrigs stjernespiller Mbappé mener ikke, at det er sådan, man bør behandle landets legender.

'Zidane er Frankrig, og vi viser ikke respektløshed over for en legende på den vis,' skrev Mbappé på Twitter.

Det er ikke første gang, at Noël Le Graët skaber kontroverser i den franske fodboldverden.

Han har været centrum i en skandalesag om lumre tilbud, frække aftaler og anklager om en dybt giftig og seksualiseret kultur. Den kan du læse mere om HER.