Henrik 'Henke' Larsson spillede i 2009 landskamp mod Danmark. Efter kampen fik han beskeden. Hans bror var død.
10 år senere fortæller den svenske fodboldspiller, hvordan de seneste mange år har været. Hvordan han har haft det. Og hvordan skylden har siddet i ham.
Det sker i et længere interview i podcasten 'Nemo Meets a Friend'. Det skriver Expressen.
»Jeg tænker på ham flere gange om ugen. Når jeg hører en sang, ser nogen eller måske kigger på græsplænen uden for huset, hvor vi plejede at spille fodbold en sommer. Jeg tænker på ham, når jeg kører forbi kirkegården, hvor han ligger begravet,« forklarer han.
Det var i juli 2009, at 'Henke' mistede sin lillebror, der igennem længere tid kæmpede med et stofmisbrug. Han døde i hovedstaden Stockholm i en hændelse, der involverede netop stoffer.
I årene efter har svenskeren også været plaget af skyld, fortæller den i dag 48-årige Henrik Larsson
»Jeg har følt mig skyldig og følt anger. Men jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg betalte gæld og nye ting til lejligheden. I sidste ende er det personen selv, der skal beslutte sig for at stoppe.«
Som årene er gået, er han dog nu nået så langt, at han er i stand til at tænke på sin bror uden at blive ked af det.

»Det er først nu de sidste par år, at jeg har forsonet mig med det. At han er der, hvor han er. Jeg kan grine, når jeg tænker på ham nu. Det kunne jeg ikke tidligere. Hvis du spørger mine forældre, så lider de fortsat af det. Det er stadig meget hårdt,« fortæller han.
På et pressemøde i 2009 talte Henrik Larsson for første gang om den store tragedie.
»Det har været et stort tab for mig, for min storebror, min far og min mor, og vi lever med sorgen hver dag. Det påvirker mig hver dag som person. Men ikke som spiller, når jeg er på banen,« sagde han blandt andet dengang til B.T.
Henrik 'Henke' Larsson var i løbet af sin karriere forbi både svenske og hollandske klubber, mens han fra 2004 til 2006 spillede for selveste FC Barcelona.

