Den tidligere fodboldstjerne Paul Gascoigne er blevet hasteindlagt på intensiv.
Den 58-årige britiske legende blev fundet halvt bevidstløs fredag aften i sit soveværelse af en ven, skriver The Sun.
Straks blev han indlagt på intensiv afdeling på hospitalet, men er nu overført til akut medicinsk afdeling.
Hans tilstand beskrives som stabil.
Venner og familie har nu slået ring om Gascoigne, der også er kendt som blot 'Gazza'.
Det var vennen Steve Foster, der gjorde fundet i soveværelset.
Han fortæller ifølge The Sun, at Gazza:
»Vil takke alle for den støtte, han har modtaget indtil videre fra så mange gamle venner, der ønsker ham alt godt og ønsker at se ham tilbage i sit bedste velgående«.

Paul Gascoigne ventes at blive på hospitalet i nogle dage, hvor han nu er ved at komme sig.
Det er ikke meldt ud offentligt, hvorfor Gascoigne var halvt bevidstløs fredag aften.
Gennem tiden har Paul Gascoigne trukket et spor af skandaler efter sig. Han har også åbent talt om et alkoholmisbrug.
Han opfattes dog som en legende i Storbritannien for sit spil og store temperament på banen.
Mellem 1988 og 1998 spillede han 57 landskampe for England.