Lørdag den 6. juli 2019 døde fodboldlegenden Vinnie Jones' kone, Tanya Terry, efter en hård kamp mod hudkræft i en alder af blot 53 år.

Nu bryder Vinnie Jones tavsheden for første gang siden konens død.

Dengang konen døde kom der følgende officielle udtalelse fra familien:

'Tanya fik fred i sit hjem omgivet af Vinnie, deres datter og andre familiemedlemmer. Vinnie og familien vil gerne bede om fred og ro, mens de sørger i denne triste tid.'

Vinnie Jones (tv.) i aktion for fodboldklubben Wimbledon.
Vinnie Jones (tv.) i aktion for fodboldklubben Wimbledon. NEIL MUNNS

Men i et opslag på Twitter har Vinnie Jones, der var kendt som den måske hårdeste spiller nogensinde i den bedste engelske række, nu for første gang personligt udtalt sig efter dødsfaldet:

'TAK til hver og en af ​​jer for jeres venlige tanker og venlige ord gennem denne ødelæggende tid, I har alle hjulpet os enormt med denne tunge sorg, Vinnie,' lyder det i opslaget, som kan ses i bunden af artiklen.

I 2013 fik parret begge to konstateret hudkræft. Dengang fortalte Vinnie Jones, at hustruen var blevet ramt som følge af en hjertetransplantation, hun havde fået 26 år tidligere. Efter transplantationen fik hun medicin, men det var ikke godt for hende, har Vinnie Jones før fortalt om konen, der også to gange i sit liv kæmpede mod kræft i æggestokkene.

Vinnie Jones, der efter karrieren fik et skuespillergennembrud i Hollywood bl.a. med en rolle i en af 'X-Men'-filmene, og Tanya Terry blev gift i 1994, og sammen fik de sønnen Aaron. Terry efterlader sig desuden datteren Kaley fra et tidligere ægteskab.