En velgørenhedskamp og efterfølgende middag med konen endte dramatisk for Gary McAllister.

Efter at have været på Anfield for at se legende-kampen mellem Liverpool og AC Milan på Anfield lørdag tog han til Leeds, hvor han skulle spise middag med sin kone, Hayley.

Mens de to efter maden ventede på en taxi, blev Gary McAllister pludselig overfaldet af en mand, skriver The Sun.

Han gik op til parret og slog uprovokeret fodboldlegenden i ansigtet, så McAllister faldt om, mens hans kone så på og forsøgte at få overfaldsmanden væk.

Gary McAllister (tv.) arbejder i dag sammen med Steven Gerrard (th.) i Rangers. Her ses de i november 2012, hvor McAllister overrakte en pris til Gerrard for sidstnævntes kamp nummer 600 i Liverpool-trøjen. 
Gary McAllister (tv.) arbejder i dag sammen med Steven Gerrard (th.) i Rangers. Her ses de i november 2012, hvor McAllister overrakte en pris til Gerrard for sidstnævntes kamp nummer 600 i Liverpool-trøjen.  Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Til sidst stak gerningsmanden af, og Gary McAllister måtte efter slaget en tur på hospitalet, hvor han ifølge mediet blev syet med mellem 10 og 12 sting ved læben. Selv ønsker han ikke at sige meget om den rystende oplevelse.

»Det er i politiets hænder,« siger Gary McAllister, der har afgivet forklaring til politiet, som eneste kommentar til The Sun.

Den i dag 54-årige tidligere midtbanespiller er til daglig assistenttræner for Steven Gerrard i Rangers, der spiller i den skotske Premier League. I sin aktive karriere spillede han blandt andet i Leeds United i seks sæsoner, og han vandt mesterskabet med klubben i 1992. I sommeren 1996 skiftede han til Coventry City, som han spillede for indtil sommeren 2000, hvor turen gik til Liverpool.

Her var han medvirkende til stor succes for klubben, der i 2001 vandt 'The Treble' - FA Cup, League Cup og Uefa Cup.