Den tidligere colombianske midtbanespiller Freddy Rincón er død af sine kvæstelser efter en trafikulykke.

Det oplyser læger tidligt torsdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP. Han blev 55 år gammel.

Det var tidligt mandag morgen, Rincon var involveret i den grimme ulykke, hvor bilen, han sad i, kolliderede med en bus.

Først var meldingen, at det var fodboldlegenden, der sad bag rattet, men det er siden blevet indikeret, at han var med som passager.

Ifølge lokale medier kørte føreren af bilen over for rødt, og efterfølgende blev bilen så ramt hårdt af bussen. Rincon blev hastet på hospitalet, og lægerne lagde ikke skjul på, at det var meget alvorligt.

De fortalte, at fodboldlegenden var i kritisk tilstand, og efter en operation stod det klart, at han havde pådraget sig en alvorlig hjerneskade.

Samme melding kom fra Hamilton Ricard, en nær ven af familien, der talte med journalister efter et hospitalsbesøg tidligere på ugen.

»Hvis de redder ham, vil han få mange mén. Vi beder til Gud om at tage Freddy i sine hænder. Lægerne har fortalt os sandheden,« lød den triste melding.

Foruden Rincon var der ifølge lokale medier fire andre passagerer i bilen, der alle kom til skade, og også buschaufføren blev kvæstet.

Freddy Rincon, der var landsholdsanfører, spillede i sin karriere tre VM-slutrunder, og han var en del af den såkaldte 'Gyldne generation' på det colombianske landshold, som han fik 85 kampe for.

Rincón var med til at ende en 28 år lang VM-tørke for nationen, da holdet kvalificerede sig til VM i 1990. Her scorede han målet i 1-1-kampen mod de senere verdensmestre fra Vesttyskland.

Han var desuden tilknyttet klubber som Napoli og Real Madrid.