Tilråbene gjaldede ud over stadion efter et nyt skuffende resultat for den hollandske klub Feyenoord.
»Robin, forsvind,« lød det.
For klubbens træner, Robin van Persie, er på ingen måde populær blandt klubbens tilhængerne, skriver mediet AD.
Og efter søndagens 3-3-kamp mod bundholdet NAC Breda kogte det over for mange af dem – nu vil de af med manden, der har ansvaret.
»Robin, forsvind,« lød det også fra mange fans mod klubdirektør Dennis te Kloese, da han efter kampen forlod stadion, skriver mediet.
Godt nok ligger Feyenoord nummer to i ligaen, men der er hele 19 point op til førerholdet, PSV Eindhoven.

Og spillet har længe ikke været godt, det er eksempelvis kun blevet til et point i de seneste to ligakampe.
Ifølge De Telegraaf sagde Robin van Persie efter kampen om tilråbene:
»Jeg har hørt det, det er ikke sjovt,« lød det på det efterfølgende pressemøde med tilføjelsen:
»Efter min mening er en supporter en person, der støtter klubben i tykt og tyndt. Nogle supportere vil gerne gøre det på den her måde, og det er deres ret, men igen: Det er ikke sjovt. Vi gør alt, hvad vi kan, for at vinde kampe.«
I Holland er Robin van Persie lidt af en legende med sin imponerende karriere som spiller, hvor han høvlede mål ind for landshold og klubhold. Også for Feyenoord.
Og han har ikke tænkt sig at løbe fra posten.
»Jeg gør mit arbejde for Feyenoord, og jeg gør det efter bedste evne. Jeg er ikke en, der løber væk. Det var jeg ikke som spiller. Det er jeg ikke som træner,« sagde han på pressemødet, hvor han dog også kom op at skændes med en journalist, der satte spørgsmålstegn ved præstationen i 3-3-kampen:
»Så du en anden kamp en mig? Vi gjorde nok til at vinde kampen. Hvis man ser på denne kamp, så jeg et hold, der kæmpede. Som havde chancer. Som scorede tre smukke mål.«
Ifølge AD holder Feyenoord-ledelsen mandag et planlagt møde, hvor Robin van Persies position »utvivlsomt« vil komme på dagsordenen.

