Et dyrt sats.
Sådan betegnes Manchester Uniteds køb af Rasmus Højlund, som ventes offentliggjort i dag, af flere eksperter i England.
En af skeptikerne er Gary Lineker, som er et af de største og mest populære fodboldnavne i England, hvor han er ansat på fodboldprogrammet Match of the Day på BBC.
»United har brugt mange penge på den 20-årige angriber fra Atalanta, men jeg må indrømme, jeg ikke har set ham spille så meget. Måske ser de ham mest som en løsning på den lange bane, men jeg er ikke overbevist om, at han kommer til at gøre en forskel for dem,« siger den tidligere engelske landsholdsstjerne til The Sun.
Manchester United betaler knap 560 millioner kroner plus bonusser for op til 75 millioner kroner for at få fingrene i den danske landsholdskomet.
20-årige Rasmus Højlund er braget ind i fodboldeuropas bevidsthed, efter at han kom til Atalanta for et år siden, hvor det i sidste sæson blev til 10 mål i 34 optrædener.
Derudover har han i foråret fået sit store gennembrud på landsholdet med et hattrick i marts mod Finland. Han står noteret for seks landskampe og seks mål.
Den tidligere FCKer ventes at blive præsenteret som ny Manchester United-spiller i eftermiddag på Old Trafford i forbindelse med en testkamp mod franske RC Lens.
Følg med i den store Højlund-transfer her på B.T. i løbet af dagen.