Fodbold og øl. Det er de to ting, som 57-årige Glenn Hysén elsker mest, og som han håber findes i himlen. Den tidligere fodboldspiller erkender nemlig, at han drikker meget.

»Jeg har et alkoholproblem. Det er ikke noget at lægge skjul på.« Sådan lyder det ærligt og kontant fra Hysén til den svenske avis Expressen.

Og den tidligere fodboldspiller fortæller ærligt, at han ofte bestiller øl til maden, og at han nok aldrig stopper med de våde varer. Nogle gange er det også kommet lidt ud af kontrol.

»Ikke når jeg har været på arbejde eller ude med firmaer. Men privat ja, der sker det. Nogle mænd er røget langt ud og er blevet alkoholikere, og det kunne ligeså godt have været mig,« fortæller Hysén, der som en af Sveriges første spillere nogensinde fortsat får meget opmærksomhed, når han er ude.

Han drikker ikke hele dagen eller hver eneste dag. Men det er ofte. I perioder kan han drikke fire dage i træk og så ikke røre alkohol i en uge, og ifølge ham selv er problemet ikke, at han drikker sig ekstremt fuld. Problemet er, at han drikker kontinuerligt, og at det bare er en del af hans livsstil og den person, han er.

Særligt én episode har sat sig fast i erindringen på ham, og det er bestemt ikke på den gode måde.

»Jeg glemmer aldrig, da jeg kom hjem fra Kiev efter jeg havde været til EM i fodbold i to uger (i 2012, red.).  Ikke at jeg var helt blæst, men det var hele tiden (at han drak, red.). Da jeg kom hjem, var det forfærdeligt. Jeg lå bare og rystede i to dage,« fortæller Glenn Hysén, der ved årsskiftet forlovede sig med 49-årige Camilla Lendott.

Hun er ikke glad for sin forlovedes store alkolholforbrug, men ifølge Glenn Hysén accepterer hun ham som han er.

På trods af oplevelsen i Kiev, har han aldrig søgt hjælp, for han mener selv, han stadig har kontrol over sit forbrug og 'ikke bliver en idiot når han drikker,' ligesom at han aldrig har taget flasken til munden fordi han har været deprimeret eller for at glemme ting.

Som aktiv spillede Glenn Hysén for blandt andet IFK Göteborg, Fiorentina og Liverpool, og han nåede 68 landskampe for Sverige fra 1981 til 1990.

Han indstillede sin karriere i 1994, og han arbejdede efterfølgende for Viasat i Sverige, men han blev fyret i 2009, fordi de ønskede nye ansigter. I 2007 kom Glenn Hysén i den svenske 'Hall of Fame'.

På privatfronten er Glenn Hysén blevet skilt fem gange, og så har han to børn.

Hans søn, Tobias Hysén, er professionel fodboldspiller, og det samme gælder sønnen Anton Hysén, der skabte stor opmærksomhed tilbage i 2011.

Her sprang han nemlig ud som homoseksuel i det svenske fodboldmagasin Offside.

»Der findes folk, som ikke kan klare homoseksuelle. Og der findes racister, som ikke kan klare indvandrere. Det kan være, at en klub er interesseret i mig, men så finder træneren ud af, at jeg er bøsse, og så ændrer de holdning. Men det er jo deres problem, ikke mit,« sagde Anton Hysén dengang.