Fodboldlegenden Gordon Strachan er kommet i modvind efter nogle uheldige udtalelser.

Og det har fået hans arbejdsgiver, Sky Sports, til at overveje hans fremtid som ekspert hos dem.

Den 62-årige tidligere Manchester United- og Leeds-spiller har i et tv-program sammenlignet den tidligere fodboldspiller Adam Johnson, der er dømt for sexovergreb på en 15-årig, med sort fodboldspillere, der modtager racistiske råb fra tilskuere.

Sammenligningen skete i programmet The Debate, skriver Daily Mail, hvor snakken gik på et eventuelt comeback fra Adam Johnson, der blev løsladt i marts.

Gordon Strachan. Arkivfoto.
Gordon Strachan. Arkivfoto. Foto: JURE MAKOVEC
Vis mere

»Hvis han går på banen og folk begynder at kalde ham forskellige ting, har vi så at gøre med det samme som racisme-situationerne? Er det okay at kalde ham ting efter, han har taget sin straf - kan vi tillade det?« sagde Gordon Strachan.

Ifølge Daily Mail vil Sky Sports nu tale situationen igennem med Gordon Strachan, der har mødt stor kritik for sine udtalelser.

Den tidligere Middlesbrough-spiller Leroy Lita har kaldt den en 'skændsel, at Strachan har sammenlignet racisme med pædofili'.

Og formanden for anti-racisme-kampagnen Kick It Out, Troy Townsend, der er far til fodboldspilleren Andros Townsend, har også kritiseret udtalelserne.

Adam Johnson blev dømt til seks års fængsel i 2016. Han blev dog løsladt i marts.
Adam Johnson blev dømt til seks års fængsel i 2016. Han blev dog løsladt i marts. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

'Det er problemet, når du giver tv-tid til folk, der har overskredet deres sidste salgsdato for længe siden. Det er her, der mangler skoling. Jeg er fortvivlet,' skriver Troy Townsend på Twitter.

Diskussionen kommer i kølvandet på en række racistiske hændelser fra europæisk fodbold over de seneste uger.

Her oplevede de engelske landsholdsspillere Callum Hudson-Odoi, Danny Rose og Raheem Sterling racisme fra montenegrinske fodboldfans i en EM-kvalifikationskamp.

Derudover blev også Juventus-spilleren Moise Kean udsat for det i sidste uge i en kamp mod Cagliari.