20 millioner euro - næsten 150 millioner kroner.

Så mange penge skulle Ajax Amsterdam, ifølge rygterne vel og mærke, være villige til at betale for den norske fodboldspiller Martin Ødegaard.

Hovedpersonen selv har læst om rygterne i avisen og fortæller, at han ikke kender til, hvor meget han er værd.

Men hvis rygterne taler sandt, erkender han, at det er et voldsomt beløb. Måske endda for voldsomt.

Martin Ødegaard var udlejet til Heerenveen fra 2017 til 2018. Siden 2018 har han spillet for Vitesse - også en lejeaftale.
Martin Ødegaard var udlejet til Heerenveen fra 2017 til 2018. Siden 2018 har han spillet for Vitesse - også en lejeaftale. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

»Beløbene i fodboldverdenen er galskab. Det er for mange penge. Jeg føler ikke selv, at jeg er det værd (20 mio. euro, red.). Men der er altid mange rygter. Det må man håndtere, for det er en del af fodbolden,« siger Martin Ødegaard til det hollandske medie Voetbal Primeur.

Martin Ødegaard spiller i øjeblikket for hollandske Vitesse på en lejekontrakt fra Real Madrid.

Om han fortsætter i Vitesse, vender tilbage til Real Madrid eller skifter til Ajax vil Martin Ødegaard dog ikke komme nærmere ind på i øjeblikket.

»Jeg vil afslutte den her sæson godt. Til sommer skal jeg snakke med Real Madrid og se, hvad de ønsker, og så må vi tage en afgørelse sammen. Ajax er en god klub, men jeg vil ikke være med til at skabe flere spekulationer,« slutter Martin Ødegaard.