Det tyske fodboldmiljø er i sorg i disse dage.

Det blot 16-årige talent Charlotte Vellar er død, oplyser hendes klub Duisburg

'Der er ingen trøst i den her ufattelige smerte. MSV sørger over tabet af Charlotte Vellar, der døde alt, alt for ung i en alder af 16 år. Vores kondolencer går til familie, venner og holdkammerater. Vi ønsker jer stor styrke i disse utroligt svære stunder,' skriver klubben på Twitter.

De nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet er endnu ikke oplyst, men det lokale medie Duisburger Nachtrichten beskriver dødsfaldet som 'pludseligt og uventet'.

Kondolencerne vælter ind på sociale medier fra fodboldklubber i hele Tyskland.

Leverkusen, Bielefeld, det tyske kvindelandshold, Union Berlin og flere er blandt dem, der sender tanker i retningen af Vellars pårørende.

Nyheden om hendes dødsfald blev delt søndag aften.

Vellar var en del af klubbens U17-hold og blev betragtet som en kommende stjerne.

Hun kom til klubben nogle år forinden fra TV Kapellen for at jagte drømmen om en fodboldkarriere.