Hans venner var dybt bekymrede.

For lørdag aften mistede de kontakten til Luigi 'Luca' Esposito. En 53-årig italiensk fodboldjournalist- og ekspert.

Det viste sig, at bekymringen var med god grund.

For søndag morgen blev brandmænd tilkaldt til en brand på en afsidesliggende mark i den italienske by Salerno.

Og her fandt man Luca Espositos forkullede lig, skriver flere medier heriblandt Mirror.

Anklagemyndigheden i Salerno efterforsker sagen som et mord. Det skyldes blandt andet, at der blev fundet patronhylstre i nærheden af liget.

Espositos bil blev ligeledes fundet i nærheden af hans lig. Foto: Francesco Licastro/Zuma/Ritzau Scanpix

Man afventer dog fortsat en obduktion, der skal bekræfte den nøjagtige dødsårsag.

Efterforskere er samtidig i gang med at undersøge Espositos privatliv for at finde mulige motiver, herunder økonomiske eller personlige konflikter.

Der er endnu ingen anholdt i sagen.

Luigi 'Luca' Esposito var passioneret tilhænger af den italienske fodboldklub Salernitana og drev mediet TuttoSalernitana.com.

Derudover arbejdede han som klummeskribent for La Città di Salerno og som fast ekspertkommentator på OttoChannel TV.

Pierluigi Melillo, der er direktør på OttoChannel TV, fortæller, at Luca Esposito skulle have været kanalens »stjernekommentator i næste sæson«.

Men det nåede den 53-årige italiener aldrig.