»Det var virkelig, virkelig hårdt. Det er oppe som noget af det værste, jeg har oplevet udover at blive misbrugt, da jeg var yngre.«

Rebakah Vardy kan ikke holde tårerne tilbage, da hun skal fortælle om det.

I tv-programmet Loose Women sad Rebekah Vardy, hustru til den engelske fodboldstjerne Jamie Vardy, torsdag og talte om det offentlige Twitter-drama, hun oplevede sidste år.

Her endte hun med at blive beskyldt for at lække slibrige historier om en anden fodboldfrue - Coleen Rooney, der er gift med Wayne Rooney.

Rebekah Vardy ved siden af sin mand, Jamie Vardy, ved EM 2016.
Rebekah Vardy ved siden af sin mand, Jamie Vardy, ved EM 2016. Foto: Kai Pfaffenbach
Vis mere

Det var Coleen Rooney selv, der offentliggjorde, at hun mistænkte sin veninde, Rebekah, for at lægge historier til avisen The Sun.

Her påstod Coleen Rooney, at hun havde blokeret samtlige følgere til sin private Instagram-profil - pånær Rebekah Vardy - mens hun var begyndt at poste falske historier for at se, om de kom videre til det engelske medie.

Det gjorde de, skrev Coleen Rooney. Og så faldt helvede ned over Rebekah Vardy.

Et inferno af hadefulde beskeder faldt Rebekah Vardys vej, mens hun var gravid med datteren Olivia.

'Din fede, grimme rotte. Jeg håber, du og dit barn rådner op,' husker Rebekah Vardy tilbage på som en af de værste beskeder, hun læste om sig selv.

»Jeg endte med voldsomme angstanfald, jeg røg på hospitalet tre gange. Jeg fik nyresten. Jeg følte ikke, jeg kunne gå ud med folk, der bare ville kigge på mig og sætte spørgsmålstegn: 'Gjorde hun det? Eller gjorde hun det ikke?',« siger Rebakah Vardy.

Både fodboldfruer og topmodeller har kommenteret på fejden mellem de to, hvor Rebekah Vardy altså ikke har bekræftet, at hun har lækket historier om veninden til The Sun. Også Jamie Vardy har indirekte været involveret.

»Han støtter Becky og er vred på Rooney-familien over måden, de har håndteret det. Han har altid haft det godt med Wayne og kan godt lide ham. Men han har gjort det klart, hvad han føler,« skulle en ven til Jamie Vardy have udtalt til The Sun.