Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, har brudt tilliden gennem bedrag i en sag om salg af andele af forbundets turneringer.

Sådan lyder det mandag i en fælles erklæring fra fodboldforbundet for Nord- og Mellemamerika samt Caribien (Concacaf), Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

- Når tilliden brydes gennem bedrag, og en person sætter sig selv over det fællesskab, der har betroet ham myndighed, har han svigtet sin forpligtelse, skriver fodboldforbundene i erklæringen.

Afsenderne af den fælles udmelding er de tre fodboldforbunds respektive præsidenter.

I slutningen af juli præsenterede Fifa og Infantino idéen om at etablere et kommercielt selskab, Fifa Forward Enterprise (FFE).

Selskabet skulle bruges til at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.

Det skabte stor utilfredshed blandt medlemslandene, særligt i Europa, og siden har præsident Gianni Infantino været i et regulært stormvejr.

Infantino trak forslaget om FFE tilbage, men det har ikke lagt låg på den kogende gryde af utilfredshed.

I udmeldingen kræver Uefa, Concacaf og AFC, at en uafhængig tredjepart skal gennemgå forslaget i en rapport.

- Det er der behov for i lyset af en så alvorlig mangel på dømmekraft.

- Fodbold er verdens største fælles passion. Den tilhører hverken en enkeltperson eller en institution, lyder det fra forbundene.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og flere nationale forbund modtog i slutningen af juli et brev fra Fifa om de nu skrottede planer.

I brevet fik de nationale forbund en deadline frem til 19. september til at svare, om de støttede projektet. Hvis landene støttede forslaget, ventede der flere investeringspenge fra Fifa.

Efter et møde mellem medlemslandene meldte Uefa ud, at man var klar til at boykotte VM i protest mod Fifas planer.

Boykotten gjaldt i samtlige turneringer, som Fifa arrangerer.

RITZAU