På en kort tur fra Kolding til Fredericia nåede en gruppe fodboldfans at splitte et regionalt tog fuldstændig ad fredag aften.

Billeder taget i kølvandet på hærværket understreger også omfanget af skaderne.

Skader, som DSB ser på med stor alvor.

»Vi har registeret hærværket, og vi kommer til at politianmelde det. Det er selvfølgelig uacceptabelt at efterlade et tog i den stand,« skriver kommunikationschef hos DSB, Niels-Otto Fisker, i et skriftligt svar til B.T.

Sådan så det ud, efter fodboldfansene var smuttet.
Sådan så det ud, efter fodboldfansene var smuttet. Privatfotos

Fodboldfansene havde været inde at se et førstedivisionopgør mellem OB og Kolding. Og selvom DSB ikke kan bekræfte præcist hvilke fans, der splittede en af deres togvogne ad, så kan man se på et af de knækkede borde, at der står Province Boys.

Province Boys er en gruppe af OB-fans.

Toget, hvor hærværket fandt sted, var det, der bliver betegnet som et 'enmandstog'. Et enmandstog er der kun én DSB-ansat til stede, og det er lokomotivføreren.

Så til B.T.s spørgsmål om det er forsvarligt kun at have en ansat på toget, når DSB vidste, der var fodboldkamp, svarer kommunkationschefen følgende:

Splittede magasiner og ødelagte borde var alt, der var tilbage i vognen.
Splittede magasiner og ødelagte borde var alt, der var tilbage i vognen. Privatfotos

»Vi bruger normalt fodboldguider til de kampe, hvor der er mange fans, eller hvor der kan være en øget risiko for, at der opstår problemer. Det har vi ikke haft her, men det kommer vi til at have fremover,« skriver Niels-Otto Fisker.

Er det her et generelt problem, at I ikke har bemanding nok til at sørge for at togene ikke bliver splittet ad?

»Fodboldguider er et vigtigt redskab for os, som også har været effektivt. Sidste år lå vi på et af de laveste niveauer for hærværk i vores tog begået af danske fodboldfans.«

Til spørgsmålet om man som passager trygt kan køre med de her regionaltoge efter en fodboldkamp er svaret, at »fodboldguider sikrer en tryg rejse for alle i toget i forbindelse med fodboldkampe.«

Toget ankom til Fredericia omkring 21.48 fredag aften.
Toget ankom til Fredericia omkring 21.48 fredag aften. Privatfotos

OB vandt kampen 2-1 over Kolding.

B.T. forsøger at få en kommentar fra OB.