KINA: En kinesisk fodboldfan har mistet livet på grund af søvnmangel, efter han blev oppe for at se VM-fodbold i fjernsynet.

Ifølge eurosport.com blev den 25-årige mand fra Suzhou nær Shanghai fundet død foran sit TV adskillige timer efter, Holland havde slået Spanien 5-1 i første spillerunde fredag - en kamp der først sluttede omkring klokken 5 lørdag morgen i Suzhou på grund af de 11 timers tidsforskel fra værtsnationen, Brasilien.

Lægerne vurderer ifølge nyhedsbureauet Xinhua, at den unge kineser formentlig er død som følge af mangel på søvn.

Dette er ikke et nyt problem i Kina, hvor tidszonen sjældent stemmer overens med værtslandet for VM. Således blev der meldt om tilsvarende eksempler under både turneringen i 2006 og 2010 i henholdsvis Tyskland og Sydafrika.

BNB