Korruption og fusk med tv-rettigheder.

Det er det, som præsidenten i den franske storklub Paris Saint-Germain, Nasser al-Khelaifi, og den tidligere generalsekretær i Fifa Jerome Valcke er anklaget for. Og nu varer det ikke længe, før de to store navne i international fodbold får vished om, hvorvidt de skal bag tremmer.

Afgørelsen falder nemlig fredag. Det skriver mediet France24.

Det var tilbage i september, at den schweiziske anklagemyndighed indledte ti dages høringer i en retssag, hvis hovedpersoner udover de to fodboldbosser også involverer den græske forretningsmand Dinos Deris.

PSG-præsidenten Nasser Al-Khelaifi finder fredag ud af, om han skal bag tremmer.
PSG-præsidenten Nasser Al-Khelaifi finder fredag ud af, om han skal bag tremmer. Foto: ARND WIEGMANN
Vis mere

Kernen i hele sagen er salg af tv-rettigheder. PSG's Nasser al-Khelaifi er nemlig også chef for den qatarske tv-station BEIN Sports.

Her er han anklaget for at give Valcke 'upassende gaver', der skulle fungere som modydelse for rettigheder til blandt andet VM i fodbold og Confederations Cup.

Gaverne skulle omfatte 18 måneders gratis ophold i en luksusejendom. Et ophold, der normalt ville koste mellem 900.000 og 1,8 millioner euro i leje.

Og står det til den schweiziske anklagemyndighed, så kan det stunt nu ende med at koste dem dyrt. De kræver nemlig 28 måneders fængsel til Nasser al-Khelaifi og forretningsmanden Dinos Deris og hele tre års fængsel til Jerome Valcke.

Jerome Valcke risikerer helt op til tre års fængsel.
Jerome Valcke risikerer helt op til tre års fængsel. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Både Nasser al- Khelaifi og Jerome Valcke nægter, at der skulle være tale om en korrupt aftale og beskriver aftalen som privat og altså ikke relateret til den tv-kontrakt, der blev indgået af kanalen BEIN Sports og Fifa i 2014.

Jerome Valcke er også anklaget for at have favoriseret mediepartnere for til gengæld at modtage betalinger fra Dinos Deris.

Den tidligere generalsekretær blev i 2016 idømt ti års karantæne fra al fodbold for sin rolle i den store korruptionsskandale, der også fældede Fifa-præsident Sepp Blatter. Valcke blev dengang blandt andet kendt skyldig i fusk med salg af VM-billetter.

Der afsiges dom i sagen fredag klokken 13.30.