Lyt til artiklen

Onsdag kom det frem, at Napolis præsident, Aurelio De Laurentiis, er godt træt af, at klubbens afrikanske spillere skal deltage i African Cup of Nations (AFCON).

Nye afrikanske spillere i klubben skal nemlig skrive under på en kontrakt om ikke at deltage i de afrikanske mesterskaber, mener han.

Den kontroversielle udmelding møder nu kritik fra en tidligere Napoli-spiller.

»Hvis han tror, at klubben kan spille uden afrikanske spillere, er det op til ham,« lyder det fra den tidligere Napoli-stjerne Kalidou Koulibaly på et pressemøde ifølge The Daily Mail.

Kalidou Koulibaly.
Kalidou Koulibaly. Foto: Omar Zoheiry
Vis mere

Koulibaly vandt det afrikanske mesterskab med Senegal i februar, mens han stadig spillede for Napoli. En periode, der var svær for det italienske storhold, lyder det fra Napoli-bossen.

Men ifølge den senegalesiske fodboldstjerne bør man have lige så stor respekt for afrikanske landshold som de europæiske.

»Som kaptajn for Senegal synes jeg ikke, det er en fair måde at snakke om landshold på,« lyder det fra Kalidou Koulibaly, inden han tilføjer:

»For mig er det vigtigt altid at have respekt for alle.«

Den erfarne forsvarsspiller skiftede i juli fra Napoli til Chelsea på en fireårig kontrakt.