Lederen af Brasiliens Fodboldforbund, Rogerio Caboclo, er blevet suspenderet i foreløbig 30 dage som følge af beskyldninger fra en ansat i forbundet om gentagne tilfælde af seksuel chikane.

Det oplyser fodboldforbundet, CBF, søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Meddelelsen om suspenderingen kommer en uge før starten på Copa America, som Brasilien i 11. time er blevet bedt om at være vært for.

Det er den etiske komité under forbundet, som har besluttet midlertidigt at fritage præsidenten for sine arbejdsopgaver. Den 48-årige Rogerio Caboclo afviser beskyldningerne.

En kvindelig medarbejder i forbundet indberettede fredag Caboclo til den etiske komité og beskyldte ham for "adskillige tilfælde af seksuel chikane" og anden form for upassende opførsel i løbet af de seneste måneder.

CBF oplyser i en kort meddelelse, at beskyldningerne mod Caboclo vil blive undersøgt. I mellemtiden vil forbundets vicepræsident, Antonio Carlos Nunes de Lima, være fungerende leder.

Brasilien blev i sidste uge uventet udpeget som vært for Copa America, der efter planen skal afvikles fra den 13. juni til 10. juli.

Oprindeligt var Colombia og Argentina udset som værter for landsholdsturneringen om det sydamerikanske mesterskab.

Men først blev Colombia fjernet som medvært på grund af uroligheder i landet, mens Argentina efterfølgende trak sig som følge af en stigning i antallet af covid-19-smittetilfælde.

Beslutningen om at henlægge alle turneringens kampe til Brasilien er blevet kritiseret fra flere sider i det fodboldglade land.

Med over 470.000 dødsfald som følge af covid-19 overgås Brasilien på globalt plan kun af USA, og sundhedsfaglige eksperter har advaret om risikoen for en tredje bølge af smitte i landet med cirka 212 millioner indbyggere.

»En begivenhed af den størrelse indebærer, at utallige mennesker bevæger sig rundt, selv hvis kampene spilles for tomme tribuner. Og at flytte rundt på folk øger spredningen af virusset. Det vil bidrage til en ny opblussen,« sagde Jose David Urbaez, der er ekspert i smitsomme sygdomme, til AFP tirsdag.

- Turneringen skulle have været aflyst. Punktum, sagde han.

/ritzau/