Så skete det endelig.

Det norske vidunderbarn Martin Ødegaard fik efter 57 minutter debut på Real Madrids stjernehold mod Getafe på Santiago Bernabeu, hvor han blev byttet ind med ingen andre end selveste Cristiano Ronaldo.

Dermed slog Martin Ødegaard med sine 16 år og 156 dage rekorden som Real Madrids yngste spiller nogensinde. Den tidligere indehaver var Sebastian Losada, der i 1984 var 17 år og seks dage, da han debuterede for Real Madrid.

Martin Ødegaard, der kun har spillet 11 kampe og scoret et mål for Real Madrids andethold, Castilla, lavede flere fikse detaljer, og han var kun en stor Jesé Rodriguez-afbrænder fra at lave en assist i sin debut.

Kampen emmede af feriebold, da ingen af holdene havde noget at spille for. Real Madrid var sikret andenpladsen i ligaen, og derfor tog de flere blundere i forsvarsspillet.

Cristiano Ronaldo bragte Real Madrid hurtigt i front efter 13 minutter, men bare 13 minutter efter stod der 1-2.

Ronaldo havde inden kampen sikret sig Pichichi-trofæet - topscorer-titlen - men han jagtede stadig rekorden for flest mål i en sæson af en Real Madrid-spiller, der lød på 60. Som faktisk var hans egen.

Det lykkedes efter en halv time, da Ronaldo først på frispark og senere på straffespark scorede sit hattrick nummer 27 i La liga, hvilket også er rekord.

Halvlegen endte 3-3, men efter 90 minutter stod der 7-3 på tavlen.

Javier Hernandez, James Rodriguez, Jesé og Marcelo sikrede Real Madrid en godkendt afslutning på sæsonen 2014/2015, der ikke har været noget at prale af, med en andenplads i La Liga, pokal-exit og CL-semifinale.

Martin Ødegaard forventes at blive lejet ud i næste sæson.