Det gik ikke helt efter planen, da Giorgio Chiellini skulle flyve til nordnorske Bodø fra Torino i Italien. Langtfra.

For et uventet uvejr gjorde, at den italienske fodboldlegende måtte ud på en omvej på lige omkring 375 kilometer i taxa for at nå frem til målet: Tirsdagens Champions League-kampen mellem Bodø/Glimt og Juventus. 

Det skriver Dagbladet.

Giorgio Chiellini er i dag strategidirektør i den italienske fodboldklub, og han skulle sammen med kollegaen Damien Comolli egentlig være landet i privatfly i Bodø lige over middag i går. 

I god tid inden kampstart klokken 21, altså.

Det satte et voldsomt snevejr dog en stopper for. Det var således umuligt at lande.

Giorgio Chiellini er en italiensk legende, både for Juventus og for det italienske landshold.
Giorgio Chiellini er en italiensk legende, både for Juventus og for det italienske landshold. Foto: Jonathan Moscrop/AP/Ritzau Scanpix

I stedet blev flyet omdirigeret til en lillebitte lufthavn i den svenske by Arvidsjaur – 375 kilometer væk.

Og så måtte Giorgio Chiellini og Damien Comolli i stedet finde et alternativt transportmiddel.

»Arvidsjaur er ikke verdens navle. De havde brug for en taxa, som ville køre fire timer hver vej,« som Sjur Mørk fra selskabet Scandsports siger.

Det blev ham, der fik ansvaret for at finde en løsning på at få de italienske fodboldgæster frem til fodboldkampen.

Og det lykkedes altså. Lige akkurat. De nåede frem, lige inden kampen begyndte.

Dagbladet har også talt med taxachaufføren Erik, der sad bag rattet hele vejen fra Arvidsjaur til Bodø.

Han fortæller, at prisen blev »lige omkring 1.000 euro«. Altså cirka 7.500 kroner.

Faktisk vidste han slet ikke, hvem han kørte med. 

»Jeg er ikke så interesseret i fodbold,« siger den svenske taxachauffør.

I øvrigt vandt Juventus kampen med 3-2 på et mål langt, langt inde i tillægstiden.

Så længe havde de ikke behøvet at vente for Giorgio Chellinis skyld.