Det danske kvindelandshold i fodbold leverede en overordentlig god præstation, da holdet i det første af to playoffopgør vandt med 6-1 på udebane over Finland.

- Det var en kæmpe forløsning og en vigtig, vigtig sejr, siger profilen Pernille Harder til DR Sporten.

- Vi er ikke færdige endnu, for vi har en returkamp i Parken, men dette er et virkelig godt udgangspunkt.

De to hold spiller returkamp tirsdag på det danske nationalstadion. Vinderen bliver i Nations Leagues bedste lag og får samtidig en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM i 2027 i Brasilien.

Netop Harder var en af de helt store danske profiler og leverede to scoringer og et oplæg i storsejren fredag aften.

Det var den første kamp, siden Jakob Michelsen blev udnævnt som ny landstræner. Han var dog ikke rejst med til Finland, da hans far døde torsdag morgen.

- Vi havde nogle gode indledende dage, hvor Jakob Michelsen fik nogle vigtige principper indført på kort tid. Det har været specielt, at han ikke var her, men vi ville gøre alt for at give ham en sejr, og det gjorde vi. Jeg er stolt af, hvordan alle pigerne tog ansvar, siger Pernille Harder til DR Sporten.

I Michelsens fravær var det den mangeårige assistent Johanna Rasmussen, der stod med ansvaret på sidelinjen.

- Det har været nogle mærkelige dage. Først og fremmest vil jeg sende en hilsen til Jakob, og vi er selvfølgelig alle berørte af det og tænker meget på ham, siger Johanna Rasmussen til DR Sporten.

- Pigerne var godt forberedte, og det betyder meget. De gjorde, hvad de skulle, og de gjorde det for Jakob. Det er jeg sikker på.

/ritzau/