Han er blevet kaldt et århundredetalent. Han er blevet kaldt et flop.
Og denne søndag kunne Youssoufa Moukoko så kalde sig hattrick-helt og tage kampbolden med hjem, mens fansene tiljublede ham i Parken.
B.T. kvitterede også med topkarakteren seks stjerner – læs med her.
Inden Bo Svensson tiltrådte som træner havde den tidligere VM-tysker scoret fire mål i 20 Superliga-kampe, men pludselig fik den dyrtindkøbte angriber hul på bylden i 7-0-sejren mod Silkeborg.
»Man skal måske have været dernede i Tyskland for at forstå, hvor vildt det har været,« sagde Bo Svensson i Viaplay-studiet, før han uddybede over for den skrevne presse.
»Han er en spiller med et stort potentiale, som har haft en svær tid. Jeg kender ham fra min tid i Tyskland, og jeg har mulighed for at snakke tysk til ham,« sagde den nye FCK-træner, der prøvede at sætte angriberens situation i relief.
»Jeg kender hans historik, og for os herhjemme, så er det lidt svært at sætte sig ind i, hvilket liv og fodboldliv han har haft.«
»For fire år siden var han med til VM for Tyskland. Han var på et meget tidligt tidspunkt udskreget til at være den nye førsteangriber i et kæmpe fodboldland. Det er et enormt pres at have på sine skuldre.«
Youssoufa Moukoko er blot 21 år og har haft en tumultarisk karriere efter det omtalte VM i Qatar.
Først faldt han ud af holdet i Dortmund, hvor han havde fået sit gennembrud, og dernæst gik det skævt i et lejeophold i Nice.
Genstarten hos FCK har haft lange udsigter, men begyndelsen under Bo Svenssons kunne ikke have været meget bedre.