Der er landet en sydkoreansk stjerne i Superligaen.

Med 2,3 millioner følgere på Instagram er der ingen tvivl om, hvor mange der er vilde med FCM-angriberen Gue-Sung Cho - og efter lørdagens kamp i Parken blev der sat tyk streg under det.

Ude foran spillerindgangen - efter FCMs 2-0-sejr over FC København på nationalstadionet - flokkedes sydkoreanske fans for at få et glimt og måske en autograf af ham, der vel ikke er nogen tvivl om er Superligaens største stjerne uden for landets grænser.

B.T. talte med flere af de fremmødte fans, og mens nogen var i landet på rejse og udnyttede muligheden for at få et stjerneglimt, så har en venindegruppe af udvekslingsstuderende forelsket sig i den midtjyske klub - foranlediget af Gue Sung Cho.

Foto: Foto: Jonas Dalgård Rasmussen
Vis mere

»Han er blevet mega populær i Sydkorea, og da vi hørte, at han kom til Parken måtte vi afsted,« fortæller veninderne Sory og Nahyeong, der studerer i København.

Med FCM-halstørklæder om halsen er det klart, at det ikke er Byens Hold, veninderne har kastet kærligheden på.

Og der er da også en særlig årsag til, at Cho er SÅ populær.

»For at være ærlig, så er han ret smuk og attraktiv, så det er nok derfor,« griner veninderne, inden det hele dog ikke går op i det model-look, som blandt andet har bragt Cho på forsiden af Vogue.

Foto: Foto: Jonas Dalgård Rasmussen
Vis mere

»Så er han også god. Altså til at spille fodbold,« forklarer veninderne, som for anden gang ser Gue Sung Cho på nærmeste hold.

I august tog de turen for at se den sydkoreanske superstjerne på hans nye hjemmebane i Herning mod et hold, som veninderne foran Parken ikke husker navnet på med det samme.

»Sidste gang tog vi hele vejen til Herning. Det var i slutningen af august, men jeg kan ikke huske, hvem det var mod.«

»De havde et kløver i logoet og var hvide og grønne,« slutter veninderne, der nåede at få billeder af Cho, mens han blev overdynget med breve, gaver og høje tilråb fra de

fremmødte fans, inden han gik i bussen.

Én anden, der er vild med Cho, som af B.T. fik fem stjerner for sin optræden i Parken, dét er cheftræner Thomas Thomasberg.

»Mange angribere skal man bede om at lave mere og arbejde mere for holdet. Med ham skal vi nærmest bede ham om at slappe af.«

»Han er en kæmpe stjerne i sit hjemland, men er kommet hertil med åbne arme og har taget os alle med storm. Både på træningsbanen og som I ser i kampene,« fortæller en særdeles veltilfreds Thomasberg efter 2-0-sejren i Parken.

Dén kamp kan du læse karaktererne fra lige HER.